Det er et meget vigtigt spørgsmål om konsekvenserne af projektets gennemførelse og resultat er de samme for alle i ejergruppen. Dette fremgår i både ejerlejlighedslove § 4 og normalvedtægten for ejerforeninger § 8. Generalklausul, at der på generalforsamlingen ikke må træffes en beslutning, som skaffer visse ejere eller andre en utilbørlig fordel på andre ejeres eller ejerforeningens bekostning. Ej heller en beslutning, der påfører en eller flere ejere en utilbørlig ulempe.
- Har projektet de samme konsekvenser for alle i ejergruppen?
- Hvis der skal opstilles stilladser, bliver alle ejere ligeligt berørt?
- Har alle lejligheder en altan, eller er der blandede forhold – lejligheder med altan og/eller have?
- Får alle lejligheder den samme fordel og glæde af det, når projektet er gennemført?
- Bliver ejere, som får en ulempe under projektet, behørigt kompenseret?
- Bliver ejere, som ikke får del i fordelene, kompenseret i form af fritagelse for betaling af projektet?
- Bliver ejere, som ikke får del i fordelene, kompenseret i form af fritagelse for betaling af vedligehold af bygningselementer etableret af projektet?
- Er der sikret samtykke fra ejere, som vil opleve en ulempe?
- Er der sikret samtykke fra ejere, som ikke vil få fuld gavn af projektets resultat?
- Vil handel med lejlighederne i fremtiden give ændringer med eksempelvis lejlighedens areal i BBR?
Det centrale her er to spørgsmål.
Vil udførelsen af projektet give en gruppe ejere en ulempe? Eksempelvis hvis nogle skal have ryddet have til fordel for stilladser ved udskiftning af altaner i hele bygningen. Her skal ejere med have behørigt kompenseres, og de skal give samtykke til projektet.
Vil nogle ejere ikke få gavn af projektets resultat? Eksempelvis ved etablering af elevatorer. Her bør ejere i stueplan ikke bekoste etableringen af elevatoren, idet disse lejligheder ikke får en værdistigning på grund af den nye elevator.
Vi kender til en sag, hvor en ejerforening blev stævnet, fordi hele aspektet af § 8. Generalklausul ikke var med i byggeprojektet overhovedet. Ejerforeningen tabte i Byretten til en gruppe ejere, hvor der blev indgået forlig i sagen lige inden den skulle for Landsretten.
Er du som ejer i den situation, at du er et mindretal i forhold til et projekt, som du oplever som en utilbørlig ulempe eller ikke får den fulde gavn af på lige fod med flertallet af ejerne Og du heller ikke får en tilstrækkelig økonomisk kompensation, skal du gøre tydelige og gentagende indsigelser på generalforsamlingen og få dem ført til referat.
Kilder:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1738